About

Den helt særegne smag af metal, der kommer hvis du er overanstrengt, bange, eller har en bøjle, der trækker i tænderne og nærmest vrider i kraniet, bliver i den medicinske verden betegnet som dysgeusia. Udtalen af ordet er en gumme øvelse i sig selv: dis-GOOZ-ee-a. Metal, jern og det der ligner, er et knudepunkt for udstillingen. Det er metallet i munden, de hverdagslige metal objekter der omgiver os, og de objekter der bliver skabt, enten på baggrund af allerede eksisterende objekter, eller frit fra fantasien. Metal der ofte betegnes som koldt, hårdt, og af nogen endda voldeligt, bliver modeleret, portrætteret, iscenesat og afbilledet i udstillingen Dysgeusia.

Et udgangspunkt for udstillingen er Charlotte Lagros film ”the art-shaped hole in my heart”. Hendes film er en serenade til et gråt, monstrøst, spraymalet køleskab, placeret i et hus fra 1780’erne. Flere kunststjerner, fra Ryan Trecartin, over Michelle Grabner til Theaster Gates, forholder sig til og fortæller beundrende om køleskabet. Det er fra ca. 1970’erne og selve beretningen om det bliver om formen, farven, placeringen, lyden og lugten. De ting køleskabet indeholder, de madvarer det holder koldt og de ting man kan sætte tænderne i, bliver gennemgået med entusiasme. Det bliver til fortællingen om et ophøjet skulpturelt objekt i en banal setting, mellem træpaneler og laminat overflader. Køleskabets kølige overflade, der mister sin værdi, hvis der bliver sat fedtfingre på, modsat træets medfølgende patina der kommer ved berøring. Køleskabet får gennem Lagro tillagt en værdi udover dets funktion, får tillagt en poesi, og bliver på én og samme tid hevet ud af dets placering og bliver derved betydningsfuldt, som en modsætning til hvor det står. Hvis det sprøjtelakerede køleskab var sat iblandt malerier og skulpturer, ville det blive vurderet anderledes og anset som et fundet objekt, et såkaldt object trouvé.

 

Et ”object trouvé” er ofte modificeret en smule, men ikke i en grad at man ikke kan genkende den oprindelige form. På udstillingen er der sammenstillede klokker, nøgterne ventilationsriste, aftryk af kæder og blybelagte papkasser, men også skulpturer der har ikke-hverdagslige, men dog lige så poetiske oprindelser.

 

Tekst af Kristina Valberg

Sophie Dupont

Breathing Seismograph

 

At the opening and closing night of Dysgeusia Sophie Dupont performed ‘Breathing Seismograph’ with her machine that measures and draws the depth and rate of breathing, known from a spirometer. The drawing of her breath during a certain time frame is reflected in a drawing as a physical witness of her presence by the very breath she takes during this time. The drawing visually simulates a spirometer or cardiogram, but also simulates a Rorschach test, which rather measures the mental and emotional human being.

To watch her performance click here